Frederikskirken har gennem passionerede lokale viderebragt grundstenens budskab. Andrea-Margrethe Gynther-Sørensen er en af dem der tager del i arbejdet.  

Af Jeppe Magnus Kamp

På en lille bakketop i Højbjerg ligger Frederikskirken, der har den, på trods af dens middelalder inspirerede udseende, stået siden den første søndag i advent 1944. Årstallet har kun én dominerende association, besættelsen. Kirkens tilblivelseshistorie bærer præg af denne mørke tid, men også af reaktionen. En reaktion som betyder at denne hvide kirke, bygget i “landsbystil”, stadig står der den dag i dag. Det krævede en stor indsats fra lokale at få den til at blive til virkelighed. I en tid, hvor økonomien var presset, står det tilbage som et imponerende eksempel, at folk i det omkringliggende område kunne få samlet nok penge og underskrifter til at få den bygget. 

Lokale ildsjæle spiller stadig en afgørende rolle i kirkens ve og vel. Andrea-Margrethe Gynther-Sørensen står foran indgangen til kirken. Hun har boet i Skåde sogn, siden hun var barn. Hun kender Frederikskirken ud og ind, efter otte år som en del af menighedsrådet, følte hun at det var “okay” at pensionere sig selv. Dog har hun ikke forladt kirken mere end at hun stadig står for rundvisninger og er frivillig kordegn. Før kirken blev bygget, blev gudstjenester holdt i en biografsal i Rio-bygningen. En biograf som Andrea kom i som barn. Andrea er stolt over kirkens oprindelseshistorie: 

“Området hørte under holmesorgen. Der var nogen, der følte, nu skal vi have vores egen kirke. Så blev der nedsat en komite, som samlede underskrifter og samlede mange, mange penge ind. Jeg tror, det var 985 af borgere i sognet, som gav økonomisk pengebidrag til kirken. Det var faktisk flot, for under krigen var der mange, som Ikke havde det så godt økonomisk, der skulle virkelig vendes øre, når der skulle ud og handles, så det var meget imponerende.” 

For at forevige indsatsen fra de lokale er der bag alteret ved grundstenen blevet indmuret et lille skrift, om hvordan kirken er blevet til. Der ligger også et bly-rør med mønter fra den tid, og en seddel med navnet på alle de bidragsydere der gav penge. 

Nutidens udfordringer 

Krig samler stadig lokale i kirken, denne gang dog krige som udspiller sig langt fra den lille bakketop i Højbjerg. Et arrangement er blevet stablet på benene efter starten på krigen i Ukraine kaldet “Bøn for fred”. 

“Der bliver sat nogle stole op, man er bare helt stille, så læser hun (præsten) nogle bønner op. Så er der ro et stykke tid, hvor folk lige selv kan fundere, tænke, og have det roligt med sig selv. Og så læser hun en bøn mere, sådan går der 20 minutter. Ovre ved døbefonten, sætter præsten lys op, der kommer jo mange, som har mistet nogen, de mindes, og der er mange, som efterhånden er blevet glade for at tænde et lys. Så føler de sig mere i kontakt. Det betyder meget for dem at tænde et lys, og tænke på dem, de har mistet.”  

Budskabet bag “Bøn for fred” er spejlet af en tavle i kirken, som illustrerer motivationen tilbage fra grundstenens tid: ‘som til sene tider kan vidne om, at man i de ufredfyldte Aar 1941 til 1944, hvor næsten hele Verden var i Krig og vort gamle Land besat af den tyske Værnemagt, dog havde Fremtidshåb og Sammenhold til at bygge en hvid kirke til Guds Ære, som et Middel til at opelske Fredens Aand.’ 

I Frederikskirken på den lille bakketop i Højbjerg, bliver der bygget videre på hvad grundstenen satte ud som målet for den hvide kirke. Bevidst bygget i en stil, der kalder tilbage til en tid, hvor kirken var det store samlingspunkt, fortiden og nutiden væves sammen af sammenholdet omkring frygten for krig og håbet om fred. Kirken er bestemt mere end kontrasten mellem krig og fred på trods af dens begivenhedsrige historie. De store livsbegivenheder som for mange finder sted i en kirke: barnedåb, konfirmation og bryllup er der også plads til. På nuværende tidspunkt har kirken travlt da påsken nærmer sig og konfirmanderne også skal forberedes på den store dag.