Frederikskirken har gennem passionerede lokale viderebragt grundstenens budskab. Andrea-Margrethe Gynther-Sørensen er en af dem der tager del i arbejdet.  

Af Jeppe Magnus Kamp

På en lille bakketop i Højbjerg ligger Frederikskirken, der har den, på trods af dens middelalder inspirerede udseende, stået siden den første søndag i advent 1944. Årstallet har kun én dominerende association, besættelsen. Kirkens tilblivelseshistorie bærer præg af denne mørke tid, men også af reaktionen. En reaktion som betyder at denne hvide kirke, bygget i “landsbystil”, stadig står der den dag i dag. Det krævede en stor indsats fra lokale at få den til at blive til virkelighed. I en tid, hvor økonomien var presset, står det tilbage som et imponerende eksempel, at folk i det omkringliggende område kunne få samlet nok penge og underskrifter til at få den bygget. 

Lokale ildsjæle spiller stadig en afgørende rolle i kirkens ve og vel. Andrea-Margrethe Gynther-Sørensen står foran indgangen til kirken. Hun har boet i Skåde sogn, siden hun var barn. Hun kender Frederikskirken ud og ind, efter otte år som en del af menighedsrådet, følte hun at det var “okay” at pensionere sig selv. Dog har hun ikke forladt kirken mere end at hun stadig står for rundvisninger og er frivillig kordegn. Før kirken blev bygget, blev gudstjenester holdt i en biografsal i Rio-bygningen. En biograf som Andrea kom i som barn. Andrea er stolt over kirkens oprindelseshistorie: 

“Området hørte under holmesorgen. Der var nogen, der følte, nu skal vi have vores egen kirke. Så blev der nedsat en komite, som samlede underskrifter og samlede mange, mange penge ind. Jeg tror, det var 985 af borgere i sognet, som gav økonomisk pengebidrag til kirken. Det var faktisk flot, for under krigen var der mange, som Ikke havde det så godt økonomisk, der skulle virkelig vendes øre, når der skulle ud og handles, så det var meget imponerende.” 

For at forevige indsatsen fra de lokale er der bag alteret ved grundstenen blevet indmuret et lille skrift, om hvordan kirken er blevet til. Der ligger også et bly-rør med mønter fra den tid, og en seddel med navnet på alle de bidragsydere der gav penge. 

Nutidens udfordringer 

Krig samler stadig lokale i kirken, denne gang dog krige som udspiller sig langt fra den lille bakketop i Højbjerg. Et arrangement er blevet stablet på benene efter starten på krigen i Ukraine kaldet “Bøn for fred”. 

“Der bliver sat nogle stole op, man er bare helt stille, så læser hun (præsten) nogle bønner op. Så er der ro et stykke tid, hvor folk lige selv kan fundere, tænke, og have det roligt med sig selv. Og så læser hun en bøn mere, sådan går der 20 minutter. Ovre ved døbefonten, sætter præsten lys op, der kommer jo mange, som har mistet nogen, de mindes, og der er mange, som efterhånden er blevet glade for at tænde et lys. Så føler de sig mere i kontakt. Det betyder meget for dem at tænde et lys, og tænke på dem, de har mistet.”  

Budskabet bag “Bøn for fred” er spejlet af en tavle i kirken, som illustrerer motivationen tilbage fra grundstenens tid: ‘som til sene tider kan vidne om, at man i de ufredfyldte Aar 1941 til 1944, hvor næsten hele Verden var i Krig og vort gamle Land besat af den tyske Værnemagt, dog havde Fremtidshåb og Sammenhold til at bygge en hvid kirke til Guds Ære, som et Middel til at opelske Fredens Aand.’ 

I Frederikskirken på den lille bakketop i Højbjerg, bliver der bygget videre på hvad grundstenen satte ud som målet for den hvide kirke. Bevidst bygget i en stil, der kalder tilbage til en tid, hvor kirken var det store samlingspunkt, fortiden og nutiden væves sammen af sammenholdet omkring frygten for krig og håbet om fred. Kirken er bestemt mere end kontrasten mellem krig og fred på trods af dens begivenhedsrige historie. De store livsbegivenheder som for mange finder sted i en kirke: barnedåb, konfirmation og bryllup er der også plads til. På nuværende tidspunkt har kirken travlt da påsken nærmer sig og konfirmanderne også skal forberedes på den store dag.   

Gitte er hjerteløber. Hvis alarmen går, smider hun alt hun har i hænderne for at redde liv.

Af Ida Skjølstrup Lindquist og Jeppe Magnus Kamp

Sharith Nagendran studerer på DMJX (Danmarks medie- og journalisthøjskole), tidligere arbejdede han med “bridgewalking” på den gamle Lillebæltsbro. Én voldsom oplevelse skiller sig ud, når han ser tilbage.

Sharith er 20 år og har tidligere arbejdet med bridgewalking, I dag er han studerende på Danmarks medie- og journalisthøjskole. En voldsom oplevelse kaster ham ud af de vante rutiner.

Af Jeppe Magnus Kamp

En mand ligger livløs på den gamle Lillebæltsbro, hvad der ellers skulle havde været en hyggelig bridgewalking tur, er pludseligt blevet til et spørgsmål om liv og død. De andre i bridgewalking gruppen, som inkluderer familie og kollegaer, bliver nødt til at træde over manden. Det er den eneste vej ned. Mens gruppen begynder nedstigningen fra 60 meters højde, bliver ambulancer tilkaldt.  

Sharith Nagendran var i forlængelse af at være blevet hyret til at spille til en solopgangstur på den gamle Lillebæltsbro, blevet tilbudt fast arbejde i velkomstcenteret. Han takkede ja til tilbuddet. De fleste dage foregik stille og roligt, downperioderne blev tilbragt på Netflix. Fra tid til anden opdagede en person først at de havde højdeskræk, da de tog det første skridt på bridgewalking turen, men ellers blev rutinen ikke afbrudt.  

Helt sindssygt overvældende  

En dag ændrer billedet sig markant, Sharith får besked over radioen, om en situation med en ældre herre oppe på broen: 

”Så blev han vidst meget blå i hovedet og det eneste rigtige at gøre på det tidspunkt, var jo at de andre gæster, de blev nødt til at gå over ham, mens han bare lå der helt livløs,”  

Den ældre mand er på en lukket tur med familie og kollegaer, da uheldet er ude. De bliver nødt til at træde over ham, da der kun er en vej ned. 

”Jeg tror også for hans familie har det jo været en helt sindssygt overvældende vild oplevelse at se ens familiemedlem ligge der på en tur, der ellers skulle have været megahyggelig, og stille og rolig.” 

Sharith og de andre i velkomstcenteret får besked af ambulancefolkene, manden står ikke til at rede.  

Dagen derpå  

Dagen efter bliver et internt møde stablet på benene, Sharith og kollegaerne bliver tilbudt krise- og psykologhjælp.  

”Jeg synes taget alt i betragtning, så er både jeg og mine kollegaer kommet godt videre fra det her forløb, synes jeg. Det var selvfølgelig rystende ugerne efterfølgende når man havde folk oppe og gå. Især hvis Det var nogle ældre mennesker man havde med oppe, man kunne have den der hurtige tanke, der lige strejfede”  

Sharith er kommet godt videre efter ulykken, han er startet på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, men situationen glemmer han ikke.